Et kulturmekka af et storbysparadis

Jeg har kun en ting at sige, og anbefale til alle andre efter, at jeg selv har tilbragt et semester i den canadiske by Montreal – nemlig, ”tag afsted!”

På trods af total mangel på franske kundskaber og ingen kendskab til storbyen Montreal, var der ingen problemer, da jeg en varm sommeraften ankom til byen, alene og med en kæmpe og u-handy kuffert ved siden. Et enkelt, dyrt, opslag på google maps og jeg var på vej mod det hostel, jeg skulle bo på, indtil jeg kunne flytte ind i min lejlighed. Det var også hurtigt, at jeg fandt ud af at rygtet om, at canadiere er de mest flinke og hjælpsomme mennesker, rent faktisk er sandt. Spørger du om noget, f.eks. vejvisning, tager de sig tid til at fortælle dig, hvor du skal hen. Finder du et bykort frem på åben gade, går der mindre end 30 sekunder, før der kommer en hen og spørger, hvor du skal hen. Finder du ud af, at bussen ud til dit hiking-spot ikke går om søndagen, når du nærmest ikke at stikke tommeltotten ud for at tomle, før du bliver samlet op. Alt i alt er Canadiere de sødeste mennesker, og det gælder bestemt også i fransk/engelsktalende Montreal, også selvom du ikke kan et ord fransk. Det gode er nemlig, at de fleste alligevel også snakker engelsk, og når de har snakket til dig nogle sekunder på fransk og man svare med et forvirret ansigtsudtryk, så slår de bare over i engelsk. Jeg oplevede i hvert fald slet ingen problemer med mine ikkeeksisterende franskkundskaber.

Jeg ankom til Montreal et par uger inden semestret startede og boede netop på et hostel, og det er virkelig noget, jeg kan anbefale alle at gøre. På hostlet var der fyldt med folk, der rejste alene eller var kommet til byen alene, hvilket betød at alle var mega klar på at være sociale og opleve byen sammen. Nogen af de folk jeg mødte der, var jeg sammen med al min tid i Montreal og de blev nogen af mine nærmeste venner.

Lige inden semestret startede flyttede jeg så fra hostlet og ind i min lejlighed. Jeg var så heldig, at jeg hjemmefra havde fundet et værelse i en lejlighed med 5 andre piger, som jeg ikke kendte på forhånd. Men hvis man ikke har fundet noget hjemmefra, skal man ikke gå i panik. På mit hostel var der eksempelvis også en masse, der søgte bolig, og så vidt jeg ved, var der en masse boliger og værelser.
Min lejlighed vat alle tiders, og det passede mig super godt at bo med en masse mennesker. Der skete altid noget og der var nogen at opleve alle byens herlige steder, byliv og natteliv med. Jeg boede lige ved siden af det område der hedder Westmount, meget centralt og 1 km fra downtown campus. Men ellers byder Montreal på mange hyggelige kvarterer, f.eks. Mile-End eller Plateau, hvor der er meget fransk stemning og hyggelige huse i forskellige flotte farver med vindeltrapper.

Alt i alt er Montreal virkelig en by, hvor der altid er noget sjovt og spændende at tage sig til. Du støder konstant på nye hyggelige cafeer eller udendørs barområder. Jeg kan blandt andet anbefale baren/øl-destilleriet ”Dieu du Ciel!” i Plateau, hvor de har en masse forskellige og særdeles gode øl. På musikstedet ”l’escalier” spiller der en masse forskellige bands og kunstnere, det er placeret i Gay Village, og er bestemt også et besøg værd. Jeg kunne blive ved med at ryste anbefalinger ud af ærmet, men pointen er nok mest af alt, at man faktisk selv er nødt til at stå midt i det og opleve byen selv, så man kan opnå fuld forståelse for, hvor herlig en by Montreal er.

Hvis man kører bare 1 time udenfor Montreal, rammer man ind i smuk natur og diverse nationalparker. Der er flere muligheder for hiking og ture i hytter, hvilket var noget jeg gjorde brug af og virkelig nød. Både i solskin og 28 graders varme og i sne til knæene og minusgrader. For man skal ikke lade sig afskrække af at det fra oktober begynder at blive noget koldere, det er bare en del af charmen. Om end man skal huske en del flere lag når termometeret pludselig rammer minus 22 grader i midten af december. På mine 4-5 måneder i Montreal nåede jeg igennem sommer, efterår og vinter, og jeg synes det i sig selv, var en kæmpe oplevelse at se landet forandre sig så meget som det gør. Men igen, det er noget der skal opleves.

Jeg kunne blive ved for evigt, men det eneste der virkelig er at sige, er, at hvis du går rundt og overvejer, om Montreal skal være lokationen for dit næste eventyr – så er svaret helt klart ja. Det er en by, og et land, som skal opleves!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *