Kyung Hee University

Korean Barbecue, Soju og Norae-bang

Af / Simone Sonasson Nystrup-Larsen

Tre ting, du ikke kommer uden om at prøve, når du bor i Korea – for er der noget, som koreanerne elsker, så er det stegt mad, alkohol og karaoke. De fleste koreanere har ikke en tone i livet, dog føler de selv, at de er rockstjerner. Det i sig selv er en grund til at tage til Korea.

Jeg har haft et fantastisk udvekslingsophold i Syd Korea, og grundlaget for at tage til Seoul for at opleve, hvordan det ville være at bo i en helt anden kultur, må siges at have været vellykket. Selvom jeg er blevet skubbet og tysset på af de ældre koreanere i metroen i ny og næ, har jeg lært utrolig meget om den koreanske kultur, stiftet nye bekendtskaber, været til vinter OL, set kirsebærblomsterne springe ud i fuld flor, besteget bjerge og indtaget en hel del af den lokale øl Cass.

Da jeg først kom til Seoul, var jeg en lille smule skeptisk, og følte ikke helt, at mit førstehåndsindtryk af byen, levede op til mine forventninger. Men Seoul voksede virkelig på mig, og hver dag bød på nye overraskelser. Man kan ikke rigtig sige, at Seoul har et decideret centrum, som er det mest populære. Der er en masse områder i byen, som har sit eget særpræg, og med et areal på over 600 km2, er det bare med at tanke sit metrokort med Won, og kaste sig ud i det. Vil man shoppe i high end stores og spise på lækre restauranter, tager man til Gangnam, vil man til et område med en stor diversitet og et vildt natteliv, tager man til Itaewon, og vil man opleve unge koreanere optræde på gaderne i håb om, at de bliver spottet som de næste store K-popstars, tager man til Hongdae. Mulighederne er mange, når man bor i Seoul, og man skal derfor aldrig være bange for, at komme til at kede sig.

I min tid i Seoul, boede jeg i Dongdaemun-gu distriktet, nærmere betegnet Hoegi-dong, som er i samme område, som universitetet. Her havde jeg mit eget værelse i en Goshiwon, som husede omtrent 35 andre mennesker – størstedelen, studerende fra Kyung Hee University. Vores hus blev derfor en form for kollektiv, og de mennesker som jeg mødte der, endte hurtigt med at blive mine tætteste venner under opholdet.

Hele det koreanske skolesystem er en del anderledes end det danske, og den danske mentalitet om fritænkning, findes ikke hos koreanerne på samme måde. Det handler i stedet for kun om, at kunne huske ting uden ad og tale professorerne efter munden, hvis du vil opnå høje karakterer.  De fag som jeg fik mest ud af var Anthropology og Understanding of Korea society. Til disse fag var der studerende fra hele verden, hvilket gjorde undervisningen og dialogerne utrolig spændende og lærerrige, da jeg fik et indblik i, hvordan andre kulturers synsvinkel på verden er.

Som ekstra fag valgte jeg at tage koreansk for begyndere. Det blev dog hurtigt lidt en byrde for mig, da min underviser prøvede at lære os koreansk ved udelukkende konsekvent at tale koreansk til os. Dette gjorde det meget vanskeligt at forstå noget som helst, og jeg måtte desværre kaste håndklædet i ringen relativt hurtigt. Dog lærte jeg at læse det koreanske alfabet, Hangul, så helt tomhændet kom jeg ikke ud af det.

Udover det, var der altid massere af liv på skolen, og hvis man fik fat i de rigtige kontakter, kunne man være heldig, at komme på et af skolens sportshold – Jeg gav mig naturligvis i kast med Koreas nationalsport, Taekwondo. De koreanske studerende var generelt utrolig imødekommende og meget interesseret i alle os udvekslingsstuderende. I starten af semesteret fik vi alle sammen tildelt en ”buddy”, som skulle hjælpe os, hvis vi nogensinde var i tvivl om noget. Jeg endte med at blive gode veninder med min makker, og hun introducerede mig for flere af hendes venner. På den måde, fik jeg skabt et lille netværk hos koreanerne, hvilket jeg synes var utrolig fedt og gavnfuldt. Mange ting kan man sige om koreanere, men de har god humor, som faktisk ligger meget op ad den danske. Det gjorde at vi, på trods af de store kulturforskelle, havde det sjovt i hinandens selskab og kunne grine af de samme ting.

Minderne er der mange af, og jeg vil klart anbefale andre at tage til Seoul for at opleve den skøre og pulserende storby, som den nu engang er. Kamsahamnida.

Korean Barbeque

Gade i Myeong-dong

Gyeongbokgung Palace

Kyung Hee University

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *