UTAS, Tasmanien, Australien

Af Trine Grønholt Sidelmann, kommunikatør

 

Overvejer du også at tage et halvt års udveksling på UTAS i Tasmanien? Så er der kun én ting at sige – GØR DET!

 

Det kan godt være, at Tassie virker til at være langt væk. Det er det også! Det er en af de mest fjerne destinationer, du kan vælge at studere. Men det gør bare oplevelsen bedre. Du er så langt væk fra dem derhjemme, at det er en nødvendighed at skabe din egen hverdag. Og det får du hjælp til!

 

Lige fra begyndelsen af ansøgningsprocessen var den tasmanske pendant til International Afdeling på DMJX – også kendt som GLOW Lounge – et utrolig hjælpsomt bekendtskab. De var altid klar til at besvare spørgsmål og hjælpe med stort som småt. I starten virkede det hele overvældende, og udveksling er ikke kun for sjov. Det kræver hårdt arbejde at få det hele i hus før afgang. Men når man så har styr på det, så venter en masse dejlige oplevelser forude!

 

Er du vild med at smække vandrestøvlerne på? Har du ikke brug for at befinde dig i det pulserende storbybillede? Er du til alt fra eksotiske strande til udfordrende summits? Og kan du klare at drikke en stein selv? Så er Tassie stedet for dig.

 

Hobart er en lille by. Centrum er et bette sted, gågaden er ikke længere en 60 meter lang. Heldigvis har Hobart en masse at byde på. Der er markeder hver weekend, fede koncerter og kulturelle arrangementer. Og ikke mindst er Hobart hjemstedet til MONA, den største private kunstsamling i den sydlige halvkugle. Et sted, der bestemt er et besøg værd. Samtidig er der gode restauranter og barer at komme efter. Specielt North Hobart har virkelig meget lækkert at byde på. Inde i byen kan cafeen Preachers og Hobart Brewery Company anbefales som klare favoritter. Priserne i Tassie er lignende de danske. Til gengæld kan du få en kop kaffe til det halve af prisen derhjemme. Men vær opmærksom på, at det ikke bliver et billigt ophold.

 

Lige fra start af var der arrangeret en masse for de nye, internationale studerende. Det er svært ikke at finde nye venner, du kan dele barrels og BBQs med. Specielt brugte vi mange onsdage på baren Telly, hvor en øl koster det samme som timetallet. 5 dollars for en stein må siges at være et røverkøb! Det er virkelig dejligt, at det er nemt at få internationale bekendtskaber, fordi alle er i samme båd. Men jeg har virkelig været glad for mine lokale relationer også. De kender stedet og ved, hvad det har at byde på. Blandt andet introducerede de mig for den lokale uni-café Source, hvor jeg endte med at blive frivillig lige fra starten af. Det er et sted, der er værd at tjekke ud.

 

Tag over hovedet

Fra start af flyttede jeg ind i et sharehouse lidt uden for Hobart. Her boede jeg med tre lokale. Det var fedt at dele et hjem med nogle lokale. Jeg lærte hurtigt deres omgangskreds at kende og blev taget med til diverse sjove og skøre arrangementer. Senere flyttede jeg ind hos en mor og hendes søn, hvilket bestemt heller ikke var en dårlig måde at bo på. At blive en del af deres hverdag og familie er en af de største oplevelser, Tassie har givet mig. Men når man først er inde, er det til gengæld også hårdt at sige farvel, når man skal afsted.
Generelt er sharehouse en virkelig anbefalelsesværdig måde at bo på. Jeg havde en del venner, som boede på skolens accommodation. De færreste af dem var glade for det. Prisen er dyr, og de lokale er sjældent ældre end 18-19 år. Så hvis du, ligesom mig, har taget et par sabbatår, så føles de meget unge.

 

Når du skal finde bolig, er Gumtree.com.au et godt sted at starte. Personligt satte jeg også et opslag op på skolens opslagstavle, hvilket gav pote for mig.

 

Ud i det fri

Selvom Tasmanien ligner en lille klat på kortet, er afstandene store. Derfor kan det anbefales, at du finder en bil. De kan købes billigt. Lejepriserne stiger hurtigt op over den pris, du betaler, for at få fingrene i din egen. Og hvis du er det mindste eventyrlysten, så er bil nærmest en nødvendighed.

 

Tassie har simpelthen så meget at byde på. Derfor skal du ikke holde dig tilbage. Brug dine weekender på at komme ud og opleve øen i et telt. Det er noget af det, jeg har nydt allermest. Det kan specielt anbefales, at du gør det til en prioritering i starten. Senere i opholdet får du formentlig travlt med dine fag og dine eksamener. Det handler om balance. Når du vælger udveksling, så regn ikke med, at det bare er ferie. Vær klar på, at der skal studeres. Men glem ikke alt det sjove og giv dig selv tid og fri til at opleve det!

 

Selvom Tassie er lille på kortet, er naturen helt fænomenal og kæmpestor. Der er alt fra fantastiske strande i den sydlige del til store klipper og bjerge i vesten. Personligt kan jeg anbefale Fortescue Bay, Hartz Mountain, Mount Field, South Cape Bay og Frenchmans Cap som klare favoritter. Derudover bør du selvfølgelig besøge berømthederne Wineglass Bay, Bruny Island, Maria Island og Cradle Mountain.

 

Hovedet i bøgerne

University of Tasmania er delt ud på forskellige campus. Selv havde jeg 3 fag. Jeg havde valgt at have alle mine fag på Fine Arts i byens gamle marmeladefabrik inde i centrum. Det er et valgt, jeg sent vil fortryde. Mine fag var kreative, praktiske og meget arty. De fleste af de andre udvekslingsstuderende følte sig knapt så udfordret af undervisningen på Sandy Bay Campus, som er maincampus. Niveauet var for det meste lavere end i Danmark. Det er ikke tilfældet på Fine Arts, hvor jeg på alle måder, følte mig udfordret. Arbejdet med min linje, Kommunikation, var så anderledes, end hvad den er på DMJX.

 

Jeg havde Critical Practices. Et fag hvor man selv er i fokus. Det var et fag med tre overordnede temaer: manifesto, encounters og ruins. I faget skulle man arbejde praktisk med emnerne. Det betyder, at man får kuglepennen i spil – men ikke bare den. Der blev både leget med kul, maling, vandfarver og diverse andre remedier. Faget fokuserer i store træk på, at man skal lære at tænke som en kunstner.

 

Jeg havde også Time Based Media. Faget arbejder med tidsbaserede medier og brugen deraf. I løbet af semestret arbejder man med små projekter. Her udarbejdede jeg tre forskellige filmprojekter. I sidste ende skal man aflevere en medieproduktion. Der var frie tøjler, og løbebanen var stor. Begge undervisere var meget kompetente og dedikerede. Og så var de begge kunstnere i Tassie. Hvis man gider give sig 100 procent til undervisningen, kan man virkelig få meget ud af det. Desværre er det de færreste af de lokale studerende, der gør det. Men det kan blive et plus for dig. Så kan du komme utrolig tæt på underviserne.

 

Mit sidste fag var The Moving Image. Min underviser, James, var faktisk min underviser i alle tre fag. Men i dette fag toppede han. Det var hans perle. I faget skal man producere en dokumentar. Han gør alt, hvad han kan for at hjælpe dig. Du må selv vælge emne – og hvor meget tid, du vil bruge på det. Men i sidste ende står du med en dokumentar på 10 minutter mellem hænderne. Og hvis du er lige så heldig som mig, skal den vises i biografen på det lokale museum og kunstgalleri, MONA.

 

Hvis du har lyst til at udfordre dig selv med nogle anderledes fag, er Fine Arts stedet. Men vær OBS på, at det er noget helt andet, end hvad du er vant til. Hvis du elsker at være kreativ og bruge hænderne, er det formentlig også det rette sted for dig. Selve bygningen emmer af kreativitet, og det er et inspirerende sted at opholde sig. Der er foredrag og biograf hver fredag og diverse forskellige arrangementer i løbet af ugen. De fleste af mine gode venner endte med at sidde på min campus i stedet for deres egen – mest af alt fordi miljøet bare er inspirerende. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt mit valg af fag, så de kan klart anbefales. På den anden side har jeg ikke en favorit, fordi de alle var gode og anderledes. De har alle hjulpet mig i retning af en ny måde, hvorpå jeg kan bruge min kommunikation.

 

Én ting der er værd at nævne, før jeg slutter, må være vejret. Sæsonerne er modsat de danske, og det skal man være opmærksom på i både ansøgningsprocessen og ved ankomst. Når først det bliver vinter i Tassie, bliver det rigtig koldt. Mest af alt fordi de isolerer husene ekstremt dårligt. Så husk det varme tøj også!

 

Ellers er der ikke meget andet at sige end, at du er heldig, du har fået chancen. Jeg håber, du griber den! Jeg kunne i hvert falde godt tage en tur mere!

 

 

 

 

 

One thought on “UTAS, Tasmanien, Australien”

  1. Hej Trine!

    Hvor meget betalte du i husleje hos henholdsvis familien og hos det første sted du boede? 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *