University of Missouri

Af Søren Kjær (journalist)

Til dig, der læser dette for at finde ud af, hvilke universiteter du vil søge, så vil jeg gøre det kort: University of Missouri har været awesome! Intet mindre. Journalistskolen er en af de bedste i USA, hvilket tydeligt kan mærkes på niveauet i undervisningen og engagement blandt de amerikanske studerende. Derudover er det nemt at få lokale venner, og så er USA et dejligt land at være gæst i. Du vil ikke fortryde at vælge at tage afsted til University of Missouri.
Til dig, der har fået pladsen: Tillykke! Du har et fantastisk semester i vente! Her følger et par tips til at gøre dit ophold så fedt som muligt.

Fag: Der er super mange fede og interessante fag på skolen. Gør dig selv den tjeneste at investere god tid til at tjekke dem ud. Du har mulighed for at blive klog på discipliner så forskellige som dokumentarfilm, virtual reality-journalistik, programmering, fotojournalistik, datajournalistik, god gammeldags graverjournalistik og meget, meget mere. Ring eller mail også gerne til underviserne og få dem til at fortælle om fagene. Og giv dig også god tid til at tjekke fagene på de andre skoler under universitet. Du kan f.eks. lære om alt fra at lave digitale special effects til museumsudstillinger.

Jeg havde de fire fag ‘History in the Public…’, ‘Editing for Documentaries’, ‘Multimedia Planning and Design’ og ‘Micro-Documentary Photojournalism and Videography’. Kort fortalt var de alle fede, men tjek min evaluering for at se lidt mere om, hvad jeg syntes om dem.

Jeg vil dog gerne fremhæve professoren Robert Greene og faget ‘Editing for Documentaries’, som han underviste i. Hvis du nogensinde har overvejet at ville noget med dokumentarfilm, så skal du tage det her fag. Seriøst. Robert Greene er den mest inspirerende underviser, jeg nogensinde har haft i mine nu næsten tyve år på skolebænken. Robert er selv aktiv og erfaren klipper og dokumentarfilminstruktør: Mens han underviste os på efterårssemesteret, klippede han lige sin nyeste dokumentarfilm, som så blev nomineret til Sundance-festivallen. Respekt. Du kan som sagt læse mere om min oplevelser med faget i min evaluering.

Robert Greene og faget her er i øvrigt en del af “Jonathan B. Murray Center for Documentary Journalism”, som hører under journalistskolen. Google det, hvis du har interesse for dokumentarfilm.

Tim og Paula!
Tim Bach og Paula Stuebben er et lokalt, amerikansk par, som har taget sig af de danske journaliststuderende fra DMJX i mange år. De hentede mig i lufthavnen og gav mig husly den første uges tid i Columbia. Derudover hjalp de mig i gang med mange af de praktiske ting, der skal ordnes, når man flytter til et andet land. I løbet af mit ophold inviterede de mig ofte til spændende arrangementer og generel hygge.

Tim og Paula er meget gode mennesker, som er en fantastisk ressource og en god mulighed for at lære nogle lokale, voksne amerikanere at kende. De er sjove og byder dig gerne på øl, koncert eller middag sammen med deres venner og familie.

Brug dem, så meget du ønsker, og husk, at de er meget forstående for, hvis du har brug for at melde afbud til nogle af deres invitationer. De forstår godt, at udvekslingsstuderende ikke kan nå at deltage i alle deres tilbud.

Tim og Paula fortjener stor ros, og overvej at tage en lille gave med fra DK til dem. De skal nok hurtigt gøre sig fortjent til den.

Sundhedsforsikring: Skolen vil gerne tvinge dig til at betale for deres dyre sundhedsforsikring Aetna, og det kan du højst sandsynligt ikke gøre så meget for at forhindre. Det var super irriterende, da jeg selv havde en rejseforsikring med hjemmefra, som var:

  1. Bedre
  2. Billigere
  3. Dækkede mere

Jeg prøvede at undersøge, om jeg kunne slippe for at betale for Aetna, men fandt ud af, at det kun kunne lade sig gøre, hvis ens rejseforsikring enten er betalt af ens hjemmeuniversitet eller ens hjemland (altså staten Danmark). Da min forsikring var tegnet gennem et privat firma (Tryg) og derfor betalt af mig selv, var det ikke godt nok. Dette virker dog lidt skørt, så jeg vil opfordre nye udvekslingsstuderende til at forsøge at snakke med det internationale kontor hos University of Missouri om at slippe for skolens sundhedsforsikring. Måske har de ændret reglerne siden eller vil gøre en undtagelse.

Husk, at dit forsikringsselskab i DK nemt kan sende en engelsk version af din police, og understreg over for universitet, at du har forudbetalt hele din rejseforsikring (hvis det er tilfældet altså). Et af argumenterne for, at de ikke vil lade folk slippe for forsikringen er, at de er bange for, at folk så afmelder deres egen forsikring efterfølgende og så derfor ikke er dækket.

Fight the power, men forvent (og læg budget efter), at du nok ikke slipper for at betale skolens dyre og, i mine øjne, unødvendige sundhedsforsikring.

Og sæt dig i øvrigt godt ind i din egen forsikringssituation, hvis du overvejer at droppe din danske rejseforsikring og nøjes med skolens sundhedsforsikring. Der er netop væsentlige forskelle på en rejseforsikring og en sundhedsforsikring, og jeg fandt ud af, at det i hvert fald i min situation var meget nødvendigt med min danske rejseforsikring. F.eks. kunne min indboforsikring ikke dække mig under hele mit ophold.

Bopæl: University Place Apartments er et fantastisk fint sted at bo. Fin pris, fantastisk beliggenhed – fem minutters gang fra journalistskolen. Der er en såkaldt ‘dansker-pakke’ med lejlighed, inventar, tallerkner, gryder, cykel osv., som går i “arv” blandt de danske DMJX’ere (til 2.000 kroner i 2015). Måske er du heldig, at der også er mulighed for at købe en bil med. Det gjorde jeg og fik fat i en fin Honda Civic fra 1994 fra det foregående hold danskere. Tag kontakt til dem, der var der før dig, og hør, hvad mulighederne er.

Derudover: Du vil højst sandsynligt blive fortalt under dit intro-forløb, at det kan være lidt svært at blive venner med de lokale, amerikanske studerende. Sådan oplevede jeg det ikke, men det kan være en god idé at være meget udadvendt og opsøgende i starten, hvis du vil have lokale venner. Tilføj dem, du møder til undervisning eller fest, på Facebook, og inviter folk, du gerne vil lære at kende, på en kop kaffe ved ‘Lakota Coffee’ – så bliver du hurtigt budt velkommen i deres vennegrupper og familier. Og det er altså en god investering. Noget af det, som jeg ser tilbage på som det absolut bedste ved mit ophold, er mine amerikanske venner.

Og så en sidste ting: Drop Walmart, og handl ind i Aldi. Det er meget billigere.

Stort tillykke med pladsen på University of Missouri. Det bliver nice!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *