Kyung Hee University

Af Morten Jeppesen (journalist)

Korea. Tænk lige over, hvad du ved om Korea. Jeg vidste ingenting, inden jeg tog afsted til Seoul for at studere på Kyung Hee Universitetet. Jeg vidste, at det var en stor by, 10-15 millioner mennesker, og rygtet sagde, at deodorant ikke var til at opdrive. Men ellers havde jeg ikke nogen ide om, hvad der ventede.

Seoul er på mange måder ligesom vesten. Der er en Starbucks på hvert andet gadehjørne, og på de andre ligger de lokale konkurrenter. Der er shopping-shopping-shopping døgnet rundt. Taxaerne er gule. Der er Taco Bell, McD og Burgerking, og Dunkin Donuts er et godt sted at få sig fem minutters wifi.

Men der er også rigtig, rigtig mange ting, der er anderledes. For eksempel er der ikke særligt mange, der taler engelsk. Det er faktisk kun dem, der har boet i Australien, USA eller Europa, der er tosprogede, og det er ikke engang dem alle, der er det. En af mine professorer havde studeret i USA, men hans udtale var komisk. Det tog mig et par minutter at regne ud, at timen ikke handlede om en dykkerby, men om diversity. Når det kommer til mad, er det meget ulig Danmark. Det er vildt billigt at spise ude, så det gjorde vi, min kæreste og jeg, stort set hver dag, både til frokost og aften. Det er overvejende koreansk mad, som ikke er lige fristende hver gang (rå, marineret krabbeklo kræver lidt tilvænning). Og kimchi, som de spiser til alt, SKAL prøves, men der er intet krav om jubel. Det er gæret kinakål med chili, hvidløg, ingefær og andet godt. Når koreanerne bevæger sig ind på fremmed madterritorium, er det ikke altid vellykket. For eksempel er det ikke usædvanligt med hvidløg i kagecremen og vanilje i pizzabunden. Men man får sine favoritter. Meget tæt på skolen findes en lille familierestaurant, der serverer lækker kyllingenudelsuppe til 24 kroner. Og en seafood-pandekage/rösti til 36. Vi var der tit.

Hvis jeg skal beskrive hele Seoul, så vil det tage alt for lang tid, så lad mig bare sige, at der er rigeligt at se på fire måneder. Det er et monster af en by, hvor et fantastisk velfungerende og let metrosystem fordeler sig på over 600 stationer. Selvom du lægger dig i selen, så er det umuligt at udforske hele byen på så kort tid. Du må nemlig heller ikke spare dig selv for at udforske resten af landet. Et par must-sees er Jeju Island, Busan, Gyeongju og selvfølgelig DMZ. Oven i det er du 2 timers flyvetur fra Japan. Vi tog en weekend til Tokyo i november. Hvem kan ellers prale med det?

Nå, til skolen. Der er ikke så meget at sige til den. Vær klar til et kulturchok af de helt store. De studerende er meget umodne, de går ikke op i andet end karakterer. De er ekstremt dårlige til engelsk, selvom de har valgt et engelsk fag og ender i gruppe med dig. Mit bedste råd er at lade dem lave arbejdet på koreansk, så kan du rette powerpointen for stavefejl og stå for fremlæggelsen. Den fremgangsmetode sparede mig for mange frustrationer. Min kæreste valgte den anden vej, hvor hun engagerede sig. Hun fortrød.

En anden ting: Selvom et fag er på engelsk, så må de koreanske studerende ofte tage eksamen på koreansk. Ekstremt unfair, især når der er stavefejl i den engelske eksamen. Gå ikke så meget op i det, og vær bevidst om, at det er umuligt at dumpe i Korea! Uddannelsen er den eneste vej til status i det koreanske samfund, og derfor er der ingen, der skal tabe ansigt ved at blive dumpet af en professor. Dejligt for dig, men dumt for samfundet på den lange bane.

En sidste ting: Lad være med at tage fag med koreanske professorer. Vælg så vidt muligt internationale undervisere. Jeg kan anbefale Itay Shani, Casey Barnes og Jonathan Bagley, og Jenny Park har jeg kun hørt gode ting om.

Vælg Korea! Det er skørt og frustrerende, men det er også en oplevelse for livet. PS: Deodoranten ér nået til Korea, men tag med hjemmefra alligevel. Udvalget er sparsomt.

Leave a Reply

Your email address will not be published.