Hong Kong Baptist University

Af David Flou (journalist)

Hvis du netop nu sidder og læser dette med øje for, at du måske gerne vil til Hong Kong, så kan jeg allerede nu fortælle dig, at du skylder dig selv at tage af sted. Intet mindre. Dette semester har på mange måder været det mest lærerige, som jeg har haft i et uddannelsesøjemed. Dette skal ses i lyset af det personlige udbytte og den grundlæggende forståelse, som man får, for en meget anderledes kultur. Der er absolut ingen grund til at frygte, at man ikke passer ind og kommer til at være en enspænder. Utroligt nok så er resten af de udvekslingsstuderende ligeså interesserede i at knytte bånd og snakke, som du selv er. Derfor handler opholdets succesoplevelser i bund og grund om, hvad egne forventninger og hvordan egen tilgang er – det lyder næsten for simpelt til at være sandt, men ikke desto mindre er det rigtigt.

Skulle der være en frygt for de engelske kundskaber måske ikke helt slår til, så frygt ej heller. Hvis du som minimum bare har lidt styr på de grammatiske tider og har en lyst til at forsøge, så skal det nok gå. Her kan man yderligere glæde sig til at høre mange af de franske studerendes forsøg på at udtale kantinens særdeles interessante menukort – særligt smukt bliver der er ”sausage” på menuen. Yderligere kan det nævnes, at niveauet af fagene er til at overkomme, og selvom de foregår på engelsk, så har det ikke været et problem at følge med. Hvis man, som jeg havde, har en forestilling om at alle kinesiske studerende bare smadrer derudad med 7500 km/t og snakker mindst 7 sprog flydende, så kan jeg allerede nu punktere den lille boble. Det gør de ikke, og sandsynligheden for, at man ender i en klasse, hvor man rent faktisk kan tilføre noget fagligt, er stor.

I forlængelse af ovenstående, så er det et særdeles godt råd, at man er opmærksom på, at arbejdsbyrden er således, at de første 3 måneder er chill og derefter er der en måned, hvor der skal køres hårdt på. Dette er selvfølgelig alt afhængig af, hvor meget du har festet og rejst rundt. For det kommer du til, og begge kan anbefales svært meget. Flybilletterne er billige, men træerne vokser ikke ind i himlen, som jeg først troede. Derfor er det ganske udmærket at have en lille opsparing eller skrive til diverse fonde. Det er generelt dyrt at leve i Hong Kong og man fatter ikke helt, hvor mange rige mennesker, der faktisk er. Prisen skal man ikke lade sig afskrække af, da skolen har to kantiner og det at spise ude er til ganske fornuftige priser. Såfremt du er en lille fastfood-gris, så – har jeg hørt – koster en stor Big Mac-menu lidt under 30 danske kroner.

Slutteligt skal det nævnes, at Hong Kong ikke kun er storby, men der er faktisk også fede muligheder for at naturoplevelser og badning. Hvis man føler for at få sin hike på, så tag for guds skyld til Sai Kung, hvor der efter 45 minutters hiken er en gemt sø, hvor man kan hoppe fra klipper og pose som en anden celebrity. Yderligere er der ikke andet at sige, end at du skal tage af sted, da der ikke er noget at miste.

David Flou (journaliststuderende)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *