University of Technology, Sydney

Af Nadia Kronborg.

Hvad kan man forvente af et semester i Sydney?

Mine forventninger var høje og mange. Jeg ville have et CV med anderledes kompetencer end mine medstuderende, engelskkundskaber stærke nok til at begå mig sikkert på både skrift og til interview. Jeg havde et håb om møde mennesker fra hele verden, have en spændende hverdag i en multikulturel millionby samt et ønske om utallige oplevelser og rejser.

Det viste sig, at det bestemt ikke var for meget at forlange. Tværtimod. I Sydney og Australien har du mulighed for det hele, det handler blot om at rage til sig.

Allerede inden fagene starter på University of Technology, Sydney (UTS) starter dit ophold og dine oplevelser. UTS er som en international banegård med studerende fra hele verden, og universitetet gør utrolig meget for, at alle føler sig velkommen og bliver en del af det australske universitetsliv. Her er flere daglige arrangementer, der strækker sig fra alt lige fra kaffeklub til nationalparkudflugter og naturligvis et væld af fester. Mulighederne for at være social og møde nye og spændende mennesker er mange, og bor man tilmed på universitetets campus, hvilket jeg varmt kan anbefale, er du nærmest på grænsen til at føle dig forkælet, når du konstant bliver inviteret til fede arrangementer.

Gennem hele semesteret kan du tilmelde dig utallige sportsklubber, sprogkurser, madlavningskurser eller hvad der måtte ramme plet hos dig.

Med hensyn til det faglige kommer niveauet meget an på, hvilke fag du vælger. Jeg havde et journalistisk fag, hvilket jeg mildest talt ikke fik noget ud af, da niveauet var meget lavt. Til gengæld havde jeg to ikke-journalistiske fag, som virkelig krævede arbejde, for at være med. Her fik jeg for alvor fyret op for den akademiske måde at lave afleveringer på, som man ikke har meget erfaring med fra journalisthøjskolen. Men selvom jeg skulle ligge en del tid i fagene, er det klart til at overkomme uden at give afkald på hverken surfing eller byture i Surry Hills – man kun går i skole ni timer om ugen! Da UTS som sagt rummer rigtig mange internationale studerende, får man ikke særbehandling som dansker, men UTS tilbyder hjælp til både opgaveskrivning, sproget eller blot at forstå en tekst, og jeg oplevede, at lærerne altid var rare til at hjælpe.

En skøn ting på UTS er, at du studerer på kommunikationslinjen, hvilket betyder lidt flere opgaver i løbet af semesteret, men til gengæld ingen eksamen. Hverken midtvejs eller til slut. Det giver rig mulighed for at rejse og opleve, både i den to ugers lange ferie halvvejs gennem semesteret og til slut, når de andre slider. Et godt råd er, at du er hurtig til at vælge, hvilke forelæsninger og undervisningstimer du vil følge i de forskellige fag, så du fx har en skemafri dag i forbindelsen med weekenden og dermed mulighed for smutture til Melbourne, Byron Bay eller Ayers Rock.

Når du så har fundet ud af hvordan uni-livet fungerer og har fået en masse nye venner, opdager du for alvor, hvor fantastisk en by Sydney er. Du får en hverdag omgivet af mennesker fra hele verden, en spændende og travl bymidte, hyggelige cafe-områder, koncerter, rugbykampe og ikke mindste mange fantastiske strande der kun ligger en spytklat væk.

Stol på mig. Du kan roligt tillade dig, at forvente meget!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *