“You have 125 days here. They’re gonna fly by – way faster than you’d think. So make the most out of every day”
Af Anne Klit Øllgaard
Ordene var Russ Brabys – vores udvekslingskoordinator på Murdoch – den første dag i orienteringsugen. De fleste af os havde kendt hinanden en uges tid i forvejen. Det meste af den uge var blevet brugt i hinandens selskab – på stranden, på volleybanen, til BBQ’s ved rec room og på pooldecket med kolde øl, billig goon og “flip the cup”, australiernes foretrukne (øl)selskabsleg. Jeg tænkte lidt, det var noget af en kliché, men manden fik selvfølgelig ret. Dagene fløj af sted. Men når jeg nu – godt fem måneder efter – ser tilbage på min udvekslingstid, så tror jeg såmænd, jeg fulgte Russ’ råd og fik det meste ud af hver dag.
Australien er et fascinerende, uoverskueligt stort og smukt land. Det mærkede jeg allerede, da jeg med sommerfugle i maven og halvsnalret fra de gratis gin og tonics i flyet, landede i Perth lufthavn hen ad aftenen d. 7. februar. Perth er ikke verdens navle, tværtimod. Totalt isoleret og egentlig ikke særlig interessant som sådan. Men de små og meget forskellige forstæder omkring, naturen og de smukke strande er noget for sig. Fremantle – eller Freo, som vi kalder det på australsk – lå blot en ti minutters bustur fra university village, hvor de fleste af os boede, og byen blev hurtigt “vores sted”. Smukke gamle bygninger, lækker sandstrand, charmerende caféer og hyggelige barer, parker og street art kombineret med en miks af mennesker fra hele Australien, faktisk hele verden, gjorde den lille forstad helt uimodståelig.
Det er ikke det værste at gå i skole, når man kan tage bøgerne med på stranden. Så det gjorde vi. Mere eller mindre hver dag blev tilbragt udendørs – præcis som vi havde fået fortalt af de stolte australiere, “the outdoor people” – hvorfor ikke tilbringe hvert et vågent øjeblik i naturen, når nu den er så fantastisk her. Jeg tror sjældent, jeg tilbragte mere end en time på mit værelse, hvis ikke det var for at sove. Der var altid fart på – altid noget at give sig til, og selv om jeg normalt er typen, der sætter pris på alene-tid i ny og næ, var det som om, det behov forsvandt. Vi lavede alting sammen – vi fulgtes til skole, på biblioteket, vi læste i solen, vi handlede og lavede aftensmad sammen på grillen, vi tog til stranden, festede, rejste og udforskede lokalområdet – alt sammen i et miks af tyskere, amerikanere, svenskere, danskere og australiere. Vi fortalte om, hvor vi kom fra, hvordan europæisk fodbold er “rigtig” fodbold, og hvordan man altså godt kan købe god vin “in a bag” i Danmark, lærte om vores nye venners kulturer og diskuterede vores nye australske liv og de skøre australiere, der til tider kun synes at tænke på “barbies”, AFL, surfing, afslapning og bajer. Heldigvis var de fleste af os enige i, at den livsanskuelse passede os rimeligt fint. Om ikke andet så lige for de fem måneder, vi havde her sammen.
Men hverdagen kom jo også snigende, afleveringerne pressede sig på, vi kom bagud med læsningen, og når man er vant til at studere på Journalisthøjskolen fra 8-16, kan det være en til tider overvældende udfordring at skulle koordinere læsning og fritid, når man går i skole 20 timer om ugen. Endnu en udfordring er, når man i bedste stræber-stil vil gå på biblioteket for at studere, blot for at opdage, der hverken er pladser, hurtigt internet eller strømstik. Så er der altså tidspunkter, hvor man tænker, det her må være en joke.
Nuvel, når alt kommer til alt er det jo hverken manglende strøm eller internet, der vælter ens verden, og set i det store perspektiv, så er det vist også petitesser i forhold til den samlede oplevelse, jeg havde på udveksling.
Jeg blev forelsket i Australien – aldrig i sproget, det forvirrer mig stadig – jeg blev fascineret og bedste venner med de mennesker, jeg mødte fra hele verden, og de nye kulturer jeg lærte om. Jeg fik blod på tanden til at arbejde min røv ud af bukserne, så jeg kan komme ud at rejse igen – komme tilbage til Australien og se mere af det fantastiske land, komme ud i verden og besøge mine nye venner. Jeg blev inspireret til at gribe mit journalistiske arbejde anderledes an, og erfarede at universitetslivet ikke er mig, men at Journalisthøjskolens måde at gøre tingene på, er den måde, der passer bedst til mig. Jeg har set steder og oplevet så meget på så kort tid, at jeg nu – en måned efter eksamenerne er overstået og en uge efter, jeg igen har ramt dansk jord – stadig ikke helt har fordøjet det hele. Jeg drømmer og tænker stadig på engelsk. Og jeg får stadig lidt ondt i maven, når jeg tænker på, at min lille, internationale venne-flok nok aldrig samles igen, hvor vi alle sammen kan være med. Men jeg smiler også, når jeg tænker tilbage på, hvor fedt det hele har været – og hvor meget jeg sætter pris på, jeg udnyttede muligheden og tog på udveksling, så jeg nu kan gå i gang med hovedopgaven med en ny energi og en egentlig lyst til at lave mere journalistik.
Jeg tror, mit budskab står Ganske klart: Alle burde tage chancen og tage på udveksling. Jeg tror såmænd ikke, Perth og Murdoch University er så meget bedre end alle andre steder. Jeg tror mere, det handler om at få det bedste ud af det sted, man nu end lander. Også selv om det – som i mit tilfælde – ikke nødvendigvis er det sted, man havde prioriteret højest. Det var så bare virkelig let at gøre i Perth, så lad det være en opfordring.